Hej med jer!
Nu har vi undersøgt en del om fysikkens verdensbilleder med fokus på fysikkens middelalder, og vi vil gerne dele vores viden med jer!
Fysikkens middelalder starter ca 4000 år f.kr. med egypterne. Egypterne prøvede at forklare naturfænomener, som solens rotation om jorden, ved at skildre dem som guder.
Kongen blev i Egypten opfattet som en gud, der havde direkte forbindelse med de andre guder og dermed kunne love fx en god høst.
Egypterne interesserede sig ikke for planeter, men det gjorde babylonierne derimod. Babylonierne iagttog planeterne ivrigt i håb om at kunne forudsige naturfænomener som fx solformørkelser. Oplysningerne de fandt frem til, blev alle brugt som tegn/forklaringer i form af noget religiøst, og solen blev her opfattet som den øverste gud.
350 år f.kr. skrev grækeren, Aristokeles, en bog som omhandlede Universet. Aristokeles' verdensbillede var, at jorden var universets centrum, og at alt bestod af de 4 elementer: Jord, Vand, Ild og Luft + den omliggende "æter", hvor stjernerne og planeterne befandt sig.
En anden græker, hvis verdensopfattelse var gældende indtil 1543, hvor fysikkens middelalder ophører, påstod også, at jorden var universets centrum og lavede "epicykelmodellen" som bekræftede hans teori.
Hovedpunkterne i fysikkens middelalder er, at naturfænomener blev tolket som noget religiøst, at jorden var universets centrum og bestod af de 4 elementer, samt at alle de forsøg, der blev udført var "passive forsøg" - altså teorier/undersøgelser lavet ud fra sanserne, fx. grundet på det, som øjet kan se.